Den gode skam

”Jeg nægter at skamme mig”, så jeg for nylig skrevet i et debatindlæg. Men kan man det, nægte at skamme sig? Det tror jeg ikke at man kan, lige så lidt som man kan nægte at være forelsket, vred, glad, bange. Måske skammer debattøren sig ikke, sådan som nogen andre mente at hun burde, men når man føler skam, kan man ikke få det til at gå væk bare fordi man synes at det er urimeligt eller ubelejligt.

Hvis man kunne det, ville vi ikke have noget moralsk barometer for hvornår noget er forkert. Når man gør noget forkert – stjæler fra kassen, lyver for en ven, er sin partner utro – viser skamfølelsen at man godt ved at man har forbrudt sig mod fællesskabets regler, og at man har empati med dem det er gået ud over. Med skammen og fortrydelsen baner man vejen for at tilliden kan genoprettes og relationen repareres. Hvis man var ligeglad, ville der ikke grundlag for at reparere noget.

Denne form for skam virker logisk for de fleste. Men hvorfor kan man også føle sig skamfuld og forkert når man slet ikke har gjort noget?

 

Den svære skam

Jeg møder mange klienter der skammer sig over ting de slet ikke har haft indflydelse på, fx at de er vokset op i en familie med for meget svigt og for lidt omsorg. Selvom de nu er voksne og har et velfungerende liv, er de i deres indre plaget af skam, som kommer til udtryk ved at de føler sig forkerte, ’beskidte’, ulækre, grimme, ikke noget værd. Det er ikke en skam over at have gjort noget forkert, men over at være forkert.

Det kan virke uforståeligt at man som barn tager det på sig når ens forældre ikke er i stand til at møde ens behov. Men sagen er at når man bliver udsat for noget mangelfuldt/forkert/skamløst, som man ikke kan forsvare sig imod, kommer man selv til at føle sig mangelfuld/forkert/skamfuld.

Et barn har jo ikke mulighed for at frigøre sig fra sine forældre, som det på alle måder er dybt afhængig af, så en måde at udholde deres forkerte handlinger er at tro at det er barnet selv der er noget galt med. Det giver nemlig håb om at hvis barnet bare forbedrer sig, skal det nok få den kærlighed som det har brug for.

Skam kan også opstå senere i livet hvis man kommer i en situation hvor man er ude af stand til at forhindre en eller anden form for psykisk eller fysisk overgreb.

Denne form for skam kan ikke sones, for man har jo ikke gjort noget forkert, og den kan være særdeles ødelæggende fordi den rammer et menneskes selvforståelse: Der er noget galt med mig.

 

Sådan arbejder jeg med skam

I mange år troede jeg at man kunne få skam til at gå væk hvis man kunne blive overbevist om at man ikke behøver skamme sig over noget man ikke selv er skyld i – altså ved at nægte at skamme sig. Det kan dulme skammen og smerten at få at vide at det ikke er dig der er forkert, men de vilkår du voksede op under, der var det. Men man kan ikke fjerne skam med rationelle argumenter. Og det skal man heller ikke.

I stedet skal den der skammer sig, mødes af et omsorgsfuldt blik. Det virker helende at blive set som den man er, for det var jo det man ikke blev engang. Når man bliver set med accept, ligegyldigt hvordan man har det, dvs. uden at man skal laves om, så forandres man faktisk, idet skammen af sig selv bliver mindre og lettere at bære, og måske forsvinder den helt på et tidspunkt.

Læs også om min gruppe Er jeg god nok? og min side om Selvværd.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.