Perfektionisme | Præstationsangst

Drop forventningspresset – giv dig selv plads til at være menneske!

Føler du ofte at du ikke gør tingene godt nok? At du burde gøre dig lidt mere umage? Yde mere?

I vores samfund definerer vi succes som selvkontrol og evnen til hele tiden at performe. Vi skal konstant være på og kunne det hele: være god til vores arbejde, være en god forælder og kæreste/ægtefælle, have et smukt hjem, spise sundt, være veltrænet og se godt ud, have spændende interesser, mange venner osv. Det er til at blive helt stakåndet af bare at tænke på alt det der skal være perfekt!

Det perfekte er det godes værste fjende

Hvis du skal gøre alting perfekt, er der sjældent noget der er godt nok. Det er meget belastende og udmattende at have det sådan, og ofte føler man sig magtesløs og trist eller ligefrem deprimeret af at stille så store krav til sig selv.

Bag ved trangen til at gøre alting perfekt ligger som regel følelser af ikke at være god nok. På den ene eller den anden måde har du lært at du ikke var god nok, og nu er dit liv styret af den opfattelse.

Men det er heldigvis ikke rigtigt! Som alle andre mennesker er du selvfølgelig god nok i dig selv. Og du behøver ikke altid præstere for at gøre dig fortjent til accept, omsorg og kærlighed – fra dig selv og fra andre.

Terapi kan hjælpe dig med at ændre dine tanker om dig selv, så du kan komme at holde mere af dig selv og få et mere afslappet forhold til at præstere.

Terapeutiske metoder

Samtaleterapi, jeg-støttende kropsterapi, gestaltterapi, kognitiv terapi, mindfulness.
Hvilke metoder jeg bruger, afhænger af det enkelte menneske og af situationen.

»Det store er ikke at være det ene eller det andet, men at være sig selv, og det formår hvert eneste menneske, hvis det vil« (Søren Kierkegaard)