”Sådan er det bare”. Om indlært hjælpeløshed

Den anden dag læste jeg en lille historie der illustrerer hvad indlært hjælpeløshed er: En far og hans søn besøger dyrene fra et cirkus, og da den store han-elefant laver et pludseligt ryk med hovedet, bliver drengen forskrækket. Faderen forsikrer sønnen om at elefanten ikke kan gøre ham noget da den er lænket og ikke kan slippe fri. Her blander dyrepasseren sig og siger at det kan elefanten faktisk godt.

”Hvorfor gør den så ikke?”, spørger far og søn.

”Fordi den, forklarer dyrepasseren, da den var lille, ihærdigt forsøgte at slippe fri af lænken, men dengang var den for svag. På et tidspunkt gav den op. Nu hvor den er stor og stærk og sagtens ville kunne rive lænken over, tror den ikke på at den kan, så den prøver ikke engang”.

Når jeg i terapi hører ytringer som ”Det er der jo ikke noget at gøre ved, sådan er det bare” eller ”Det er lige meget hvor meget jeg/vi (hvis det er parterapi) prøver, så nytter det ikke noget”, er der ofte tale om indlært hjælpeløshed. Hvis man som barn uden held har prøvet og prøvet at få mor og far til at se/høre/anerkende én for den man er, og ikke den de gerne vil have én til at være, så giver man efterhånden op.

Opgivenheden og følelsen af magtesløshed tager man med sig i sine voksne relationer. Og/eller man bliver ved med at kæmpe en ihærdig kamp for at få anerkendelse; problemet er bare tit at man søger anerkendelsen dér hvor den ikke findes, eller at man bruger de forkerte midler til at få den, som f.eks. ved at gøre sig lille og afhængig eller ved at blive uforholdsmæssig vred.

Når den ene i en relation (det kan være et parforhold, men det kan også være alle andre typer af relationer) klynger sig til den anden og appellerer til hans/hendes dårlige samvittighed, kan det f.eks. have følgende udtryk:

”Jeg kan ikke forstå at du ikke vil gøre det her for mig. Du elsker mig jo slet ikke!”

”Hvorfor vil du ikke med i biografen, har du ikke lyst til at være venner med mig mere?”

”Jeg ville gerne sige noget til møderne på jobbet, men mine kolleger tager al opmærksomheden.”

Når man på denne måde gør sig lille, opnår man muligvis at få det man gerne vil have, men det giver ikke nogen reel tilfredsstillelse, for det sker ikke af ægte lyst, men fordi folk føler sig presset til det. Vrede og kritik er et andet udbredt afpresningsmiddel:

”Du er så egoistisk, du tænker kun på dig selv!”.

”Nu har naboen spillet musik hele dagen, så du kunne ærlig talt godt bakke mig og gå ind og sige noget til dem, men det er du vel for slap til! Men du er jo også ligeglad med at jeg skal til eksamen i morgen.”.

Kendetegnende for personerne i disse eksempler er at de dybest set ikke tror på at de kan blive taget alvorligt og få deres behov opfyldt. Det har de formodentlig indlært i en tidlig alder.

Men ligesom elefanter vokser vi mennesker og bliver stærkere. Som voksen er man ikke længere afhængig af andre (som man var det engang af sine forældre). Ved at erkende sin egen styrke og selv tage sine behov alvorligt og ved at lære at udtrykke dem på en mere hensigtsmæssig måde, er der meget større chance for at man får dem opfyldt. Og sådan kan man løsrive sig fra lænkerne og få mere tilfredsstillende relationer. Med hovedansvaret for egne behov. Sådan er det nemlig ikke bare – du er selv med til at bestemme hvordan det skal være!

Historien om elefanten er frit gengivet fra Mattias Stølen Dues bog: Pas på parforholdet.


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.