Dem og os – forstå hinanden

”Dansk er ikke et sprog, men en halssygdom”, skal den spanske forfatter Camilo José Cela have sagt. Der er ingen tvivl om at det er svært at lære dansk, men sproget er langt fra den eneste udfordring man som udlænding har når man kommer til Danmark.

Hvis du har fundet kærligheden i et forhold til en udlænding, og I har besluttet at slå jer ned i Danmark, er det meget naturligt hvis både du og din partner er bekymrede for om han/hun falder til i et land og en kultur som adskiller sig fra hjemlandets.

Som parterapeut arbejder jeg med par hvor den ene er spansktalende, dvs. fra Spanien eller Latinamerika, og den anden dansk. I denne tekst skriver jeg om nogle kulturforskelle som kan være udfordrende når man kommer til Danmark, og som også kan være en kilde til misforståelser og/eller uenighed i et blandet par. Med denne viden kan du forhåbentlig være med til at hjælpe din spansktalende partner med at falde til her.

Betegnelsen ”spansktalende” dækker over folk fra Spanien og en lang række lande i Latinamerika. Man kan uden tvivl ikke generalisere over så mange nationaliteter, men min hensigt er ikke at give et nøjagtigt billede, men blot pege på nogle tendenser.

 

 

Tale er sølv, tavshed er guld – eller omvendt?

Jeg har hørt mange spansktalende undre sig over danskerne: ”Det er ikke ligesom i Spanien hvor alle snakker med alle. Du kan være lige ved siden af dem [danskerne] i 24 timer uden at de taler til dig.” I sammenligning med spanierne, som elsker at slå en sludder af – med naboen, grønthandleren, en fremmed i bussen -, fremstår vi danskere ofte som reserverede eller ligefrem lukkede og utilnærmelige.

Min erfaring er at som dansker er det nemt at tale med en spansktalende, for hvis du ikke lige ved hvad du skal sige, sørger han/hun for at holde samtalen i gang. De bryder sig nemlig ikke om tavshed eller pauser i en samtale – hellere snakke i munden på hinanden end at ingen siger noget. Problemet er at en dansker der ikke siger så meget, kan risikere at blive opfattet som uinteresseret, selvom det ikke forholder sig sådan, hvilket nogle spansktalende har gennemskuet:

”De er forsigtige og plejer ikke at tale spontant. Mange gange har de brug for at nogen starter samtalen fordi de ikke er så meddelsomme.”

”Hvis du selv tager initiativ, vil de meget gerne snakke”.

”De tror at de generer andre med deres personlige spørgsmål, så I kan gå op og ned ad hinanden uden at de ved noget om dig.”

Det kan altså være værd at vide at nogle danskere måske har sværere ved at tage initiativ til en samtale, og at det ikke nødvendigvis betyder at de ikke har lyst til at snakke.

 

 

Empati og selvtilstrækkelighed

Jeg har hørt fra en del spansktalende at vi danskere mangler empati. En spansk kvinde uddyber: ”Det er jo ikke fordi de er født uden empati, de har bare problemer med at vise den.” Som eksempel nævner hun at hvis hun viser følelser som vrede eller tristhed, er hun vant til at folk omkring tilbyder trøst og støtte, giver et kram eller tager hendes hånd. En dansker derimod finder det korrekt og respektfuldt at trække sig væk.

Det er en kendt sag at vi danskere kan have det svært med følelser. Hvis fx nogen er i sorg, ved vi ikke hvad vi skal sige, for hvad hvis vi kommer til at sige noget forkert? Eller hvis vi bliver afvist? Næh, så er det bedre ikke at blande sig.

Jeg tror det er brugbart for os at vide at denne frygt for indblanding kan opfattes som kulde og mangel på empati. Ikke mindst i et parforhold, hvor to så forskellige måder at forholde sig til følelser på er en oplagt kilde til konflikter.

Tilsvarende opleves danskerne som individualistiske og selvhjulpne, og vi glemmer at spørge andre om de har brug for hjælp. En mand fortæller om sine kollegaer: ”Hvis man spørger dem, vil de hellere end gerne hjælpe, men de tilbyder det ikke selv. De er så vant til at klare sig selv at det ikke falder dem ind.” Omvendt falder det ikke altid denne mand ind at bede om hjælp, for han er jo vant til i sit hjemland at de andre uopfordret tilbyder den.

 

 

Forskellige måder at være social på

Mange spansktalende lever en stor del af deres sociale liv i det offentlige rum. Man mødes med sine venner på barer og restauranter, omgivet af liv og larm. Og eftersom venners venner også er velkomne, får man nemt en stor kontaktflade.

At tilbringe en hel aften derhjemme, som vi danskere gør når vi inviterer venner til middag med rødvin og stearinlys, er ikke så almindeligt blandt spansktalende. Her spiller klima og prisniveau selvfølgelig ind, men det er også en forskel i mentalitet. Jeg har indtryk at vores hjemlige ’hygge’ uden den larm og distraktion der er på en bar, nærmest kan opfattes som utrygt for en spansktalende.

I nogle blandede par er forskellen i vores måder at socialisere på en kilde til konflikt. Som regel har parret mødt hinanden i Spanien/Latinamerika, hvor de levede et liv der var typisk for det pågældende land, dvs. de gik meget ud. Når de så bosætter sig i Danmark og stifter familie, har de ofte helt forskellige forventninger til hvor meget de skal gå ud. Det er en god idé at tale om det så tidligt i forholdet som muligt, så begge parter ved hvad de kan forvente.

 

 

”Improvisation er et ord der ikke findes i den danske ordbog”

En spansk kvinde fortæller hvordan hun glad og dernæst måbende modtog sin første invitation til en rund fødselsdag i DK – tre måneder i forvejen! Og som hun siger, så er alt ved denne slags fester planlagt ned til mindste detalje: ønskelisten er næsten at forveksle med en bestillingsliste, til selve festen er det bestemt hvor du skal sidde (ofte i 4-5 laaange timer), og en toastmaster sørger for at underholdningen styrer fri af spontane indfald fra gæsterne.

En dansker kan først finde tid i kalenderen til en kop kaffe om et par uger, i stedet for bare at drikke den NU. Selv børnene laver legeaftaler, som én med forundring bemærker. For en spansktalende kan al den planlægning være svær at kapere, hvorimod den prototypiske dansker trives bedst med struktur og forudsigelighed.

Mange spansktalende har desuden et mindre striks forhold til punktlighed og aftaler end danskerne. ”Jeg kommer lige om lidt” kan godt betyde om fire timer, og det er der ikke noget ondt i. Der var bare lige noget andet der også var vigtigt. Aftaler kan godt ændres hvis der kommer noget i vejen, uden at nogen bliver sårede eller fornærmede. For en dansker er en aftale en aftale, hvilket kan virke rigidt på en spansktalende, mens ændringer i sidste øjeblik kan opfattes som ubehøvlet for en dansker.

Disse forskelle kan naturligvis skabe konflikter i et blandet par, så igen: husk at forventningsafstemme og husk at være forstående over for hinandens forskellige kulturelle baggrunde.

 

 

Hvordan får man danske venner?

For mange spansktalende er dette spørgsmål nærmest umuligt at svare på: ”Jeg ved ikke hvad man skal gøre for at få danske venner. Min teori er at danskerne danner venskaber i en tidlig alder, og som voksne er de ikke interesserede i at få nye venner.”

”Det er svært at komme forbi den mur bag som de forskanser sig bag.”

”Jeg er meget social og kunne ikke forstå hvorfor mine kollegaer ofte undgik mig når jeg prøvede at tale med dem, indtil jeg forstod at det ikke var personligt, men fordi de havde svært ved det, især når det ikke var på dansk. Men det er et spørgsmål om tid, meget længere tid end i Spanien.”

Flere spansktalende er enige om at når danskere først åbner sig, er de sympatiske mennesker. Men man skal væbne sig med tålmodighed: ”Det tager tid, men når du først er blevet ven med en dansker, er det for altid”.

At denne oplevelse faktisk har mere på sig end jeg umiddelbart troede, fandt jeg ud af mens jeg sad og skrev denne tekst: I en undersøgelse foretaget af internations.org endte Danmark på en trist sidsteplads når det gælder om hvor nemt det er få venner. I det hele taget scorer Danmark ikke højt når det gælder om hvordan det er at falde til her, og det kan du som dansker have i baghovedet og hjælpe din partner med, hvis vedkommende er udlænding.

Dér hvor jeg tror der er størst chance for at få venner i Danmark, er gennem studie, arbejde, foreningsliv, frivilligt arbejde, politisk arbejde, mødregrupper, forældrene til jeres børns legekammerater.

 

 

Det er ikke uhøfligt at sige ”ja tak”

En spansk kvinde fortæller om et arbejdsmøde hun var inviteret til. Mødet trak ud til langt efter frokosttid, og værten beklagede at han ikke havde noget mad i køleskabet, men foreslog at hente noget take away, som han gerne ville betale.

Traditionen tro (den spanske!) takkede hun nej med den forventning at kollegaen ville insistere. Hun havde ikke forestillet sig at han som vært ville lade hende betale sin mad selv, men det var det der skete.

Hvis man i Spanien uden videre accepterer en invitation, risikerer man at blive opfattet som grådig. Men den kulturelle kode har vi ikke i Danmark; danskeren accepterer et nej, eller han vil ikke ’plage dig’ og dermed give dig besvær med at skulle holde fast i dit nej. Så man skal ikke tage det som mangel på høflighed eller hensyn hvis man ikke bliver nødet, det er bare ikke en dansk tradition (længere).

 

 

Forskelle og måder at tackle dem på

Som i alle par og i alle konflikter er det ikke forskellene mellem en spansktalende og en dansker der er det centrale, men hvordan de to parter forholder sig til dem. Hvis de (hvad der er uhyre typisk – for alle par) tror at der kun er én rigtig måde (og det er selvfølgelig MIN!), vil de gerne overbevise den anden om dette. Og når begge parter har det sådan, er kampen om at definere SANDHEDEN en realitet.

Hvis parterne derimod kan acceptere at de er forskellige og derfor uenige om nogle ting, og at den ene har lige så meget ret som den anden, så kan de i fred og ro begynde at forhandle sig frem til nogle kompromiser. I parterapi er min rolle bl.a. at være en neutral samtalepartner, der kan holde fast i præmisserne for en sådan samtale.

 

 

Hvordan kan du støtte din spansktalende partner?

Først og fremmest skal du vide at det at bo i en fremmed kultur kan være utroligt hårdt og ensomt. Selvom din partner har dig og måske venner og en god relation til din familie, så har han/hun ikke de rødder og den viden om de kulturelle koder der gør at man kan føle sig helt hjemme. Det er meget naturligt at opleve usikkerhed og hjemve i et fremmed land.

Det du kan gøre, er at give plads til din partners følelser og prøve at forstå ham/hende. Og så kan du hjælpe med at forklare hvordan vi danskere typisk tænker og handler. Tag ikke noget for givet, for det der forekommer dig at være det mest naturlige i verden, er måske lige netop dét din partner ikke har fundet ud af endnu.

Læs også denne artikel om hvorfor nogle par kan blive ved med at skændes, uden at det ændrer noget: Hvad skændes I – egentlig – om?

Læs om Parterapi

Leer sobre Terapia de pareja y Terapia individual.