De fleste par er sammen fordi de elsker hinanden. Nogle gange kan det som parterapeut være svært at få øje på når man sidder med et par der siger at de elsker hinanden og samtidig ikke laver andet end at kritisere og stille krav til hinanden. Så melder spørgsmålet sig: Hvad er kærlighed?
Kærlighed og følelser
Tidligere tiders parforhold var først og fremmest en praktisk, økonomisk foranstaltning, hvor forældre fandt et passende parti til deres børn. Moderne parforhold er derimod baseret på at to mennesker bliver forelskede og beslutter at slå sig sammen.
Mange par tror at hvis bare de elsker hinanden, så går det hele af sig selv. Derfor glemmer de at tale om hvilke værdier de hver især bringer med sig ind i forholdet når det kommer til børn, arbejde, økonomi, bolig, fritid.
I starten er problemerne til at overkomme fordi de kærlige følelser er stærke. Men efterhånden som uenighederne dukker op, skærpes fronterne, og mange par bliver hjælpeløse fordi de kun kender til at stå på egen ret. Og så forsøger de at løse konflikterne ved at smide al god opførsel overbord.
Kærlighed og handlinger
For at et forhold kan blive ved med at trives, er det ikke nok at være glade for hinanden. Der skal også handling til.
At være i et kærlighedsforhold indebærer at værne om et andet menneskes liv og give det næring. Og selv når der er uenighed og konflikt, kan man vælge at gøre sig umage og behandle den anden med respekt og værdighed.
Hvis du gerne vil have et kærligt forhold, så gør kærlige handlinger.
Hvis du gerne vil elskes, så vær elskelig.
Det kan være fristende at give igen når du føler dig krænket, men vil det gøre nogen forskel? Giver retfærdighed dig det du længes efter, eller bidrager det bare til den nedadgående spiral af gensidige fornærmelser?
Du kan vælge hvordan du vil være som partner, hvordan du vil forvalte din kærlighed.
Skal jeg så bare finde mig i alt?
Selvfølgelig kan du ikke undgå at være utilfreds med noget i dit forhold, og det behøver du ikke bide i dig. Men du kan vælge at sige det på en sober måde, uden at krænke din partner.
Formuler dine ønsker og behov som netop dét, og ikke som krav du har ret til at få opfyldt. Så er der også større chance for at du bliver hørt.
Måske vil din partner begynde at gøre det samme, og hvis det ikke sker, så har du i hvert fald gjort dit til at ændre jeres negative mønster.
At give kærligheden de bedste betingelser kræver en indsats. Hvis I har brug for hjælp til at skifte spor, er I velkomne i parterapi.
Læs indlægget Hvad skændes I egentlig om?
Dette indlæg er inspireret af en podcast med gestaltterapeut og teolog Bent Falk om Kærlighed